Forside › Podcast › Solskin på flaske
Solskin på flaske
Afsnittet er på fransk. Hele teksten kan læses nedenfor på dansk.

Afsnittets tekst
London i begyndelsen af 1900-tallet. Kulrøgen sværter facaderne, himlen er grå i ugevis, og i arbejderkvarterernes smalle gyder rører solen næsten ikke brostenene. Se på børnene, der leger der. Mange har krumme ben. Foroverbøjet ryg. Tykke håndled. I hele Europa har man et navn for det: den engelske syge.
Tre århundreders gåde
Det lærde navn er rakitis. Barnets knogler forbliver bløde og deformeres under barnets egen vægt. Sygdommen er ikke ny: i 1645 skriver en engelsk medicinstuderende, Daniel Whistler, allerede sin afhandling om »en sygdom hos engelske børn, som folk kalder rickets«. I næsten tre århundreder forstår ingen, hvor den kommer fra.
Et første fingerpeg kommer i 1890. En britisk missionslæge, Theobald Palm, gør en ubehagelig iagttagelse. I fattige, men solrige lande er rakitis sjælden. I Storbritanniens røgfyldte industribyer er den overalt. Hans konklusion kan sammenfattes i ét ord: solen. Næsten ingen lytter til ham.
Solen mod tallerkenen
Man må vente til slutningen af Første Verdenskrig. I 1919 anbringer en børnelæge i Berlin, Kurt Huldschinsky, rakitiske børn under en kviksølvdamplampe, som udsender ultraviolet lys. På røntgenbillederne bliver knoglerne uge efter uge på ny kalkholdige. Lyset alene gør det, intet andet kunne.

Samme år gennemfører Edward Mellanby i Storbritannien et helt andet forsøg. Han holder hunde indendørs og fodrer dem mest med havre. De får rakitis. Han giver dem torskelevertran, den gamle medicin med den frygtelige lugt: rakitis bryder ikke ud. For ham er det klart, at nøglen ligger på tallerkenen. Og han tænker på A-vitaminet, som man allerede kendte.
Så nu står to lejre over for hinanden. På den ene side solens folk. På den anden ernæringens. Begge har beviser. Og ingen af dem forstår den andens beviser.
I 1922 afgør Elmer McCollum i USA en del af striden. Han ødelægger det A-vitamin, som torskelevertranen indeholder. Tranen virker alligevel lige så godt mod rakitis. Der er altså noget andet i den. Et fjerde vitamin. Det får, helt enkelt, navnet D-vitamin.
Begge lejre havde ret
Så, i 1924, viser to amerikanske laboratorier, Harry Steenbocks og Alfred Hess', at når man udsætter fødevarer for ultraviolet lys, får de den samme kraft. Brikkerne falder endelig på plads. Begge lejre havde ret. I solen danner huden D-vitamin. Og torskelever lagrer det. Tranen var bogstaveligt talt solskin på flaske.

I London går man til praktiske øvelser. I midten af 1920'erne åbner der klinikker for »kunstigt lys«. Børn i korte bukser, med små sorte briller på næsen, sætter sig i en rundkreds omkring store kulbuelamper, tre gange om ugen. Solen på recept, uddelt af sygeplejersker.
I dag har D-vitamin stadig den samme dobbelte oprindelse: huden i solen og nogle få fødevarer, som fede fisk. Det bidrager til vedligeholdelse af normale knogler og til normal optagelse af calcium. Og under en parisisk himmel står solen en stor del af året for lavt til, at huden danner ret meget. I vores butik i Paris fortæller vi gerne, når vi viser det frem, hvor det kommer fra: fra en grå himmel over London og en buelampe.
Solskin på flaske er ikke en reklamemands formulering. Det er, hvad læger har ledt efter i næsten tre århundreder: at lukke en lysstråle inde i en ske.