Forside › Podcast › Den hvide ris, der gjorde folk syge
Den hvide ris, der gjorde folk syge
Afsnittet er på fransk. Hele teksten kan læses nedenfor på dansk.

Afsnittets tekst
Slutningen af 1800-tallet, på øen Java, i det, man dengang kalder Hollandsk Ostindien. I kaserner, hospitaler og fængsler styrter mænd sammen. Deres ben bliver følelsesløse og vil så ikke længere bære dem. Hjertet løber løbsk. Lægerne har kendt til sygdommen længe. Den har et mærkeligt navn: beriberi.
Man siger, at ordet stammer fra et sydasiatisk sprog og betyder »jeg kan ikke, jeg kan ikke«. Oprindelsen er omdiskuteret. Men den siger noget om fortvivlelsen hos dem, der var ramt.
Batavia, jagten på en bakterie
I 1886 sender Holland en lægemission til Java. Blandt dens medlemmer er en ung militærlæge, Christiaan Eijkman. Det er Pasteurs tid: hver sygdom må have sin bakterie. Eijkman bliver på stedet for at lede et lille laboratorium i Batavia, det nuværende Jakarta. Hans opgave: at finde beriberiens kim.
Til sine forsøg opdrætter han høns. Og omkring 1890 sker der en overraskelse: hønsene bliver syge. De vakler, mister balancen og får en lammelse, der minder meget om beriberi. For en bakterijæger er det en gevinst. Måske har han endelig fundet sin kim.
Efterforskningen fører til køkkenet
Men nogle måneder senere, uden at nogen har gjort noget, kommer hønsene sig. Alle sammen. Eijkman undersøger sagen, og den fører ham … ud i køkkenet. I månedsvis var hans høns blevet fodret med de kogte risrester fra militærhospitalet. Hvid ris, poleret, renset for sit skal. Så nægtede en ny kok at lade hærens ris fodre »civile« høns. Man gav dem upoleret ris, stadig omsluttet af sin hinde. Og de kom sig.

Eijkman efterprøver det. Hvid ris: hønsene bliver syge. Brune ris: de kommer sig. Beviset ligger lige for øjnene af ham. Alligevel drager han først den forkerte konklusion. Han forestiller sig, at hvid ris indeholder en gift, og at skallen rummer modgiften.
Det er hans efterfølger, Gerrit Grijns, der i 1901 vender perspektivet om. Hvid ris tilfører ikke noget skadeligt. Der mangler noget uundværligt i den. Tanken virker enkel i dag. Dengang er den revolutionerende: man kan blive syg ikke på grund af det, man spiser, men på grund af det, der mangler på tallerkenen.
Ordet »vitamin«
I 1912, i London, forsøger en biokemiker af polsk afstamning, Casimir Funk, at isolere dette mystiske stof fra riskli. Han foreslår et ord for disse livsvigtige faktorer: »vitamin«, af »livets amin«. Ordet går verden rundt. I 1929 modtager Eijkman Nobelprisen i medicin. Og i 1936 lykkes det amerikaneren Robert Williams at syntetisere stoffet: thiamin, vores B1-vitamin.

Her ligger historiens paradoks. Fremskridtet havde opfundet maskiner til at polere ris, så de blev hvide, skinnende og holdt længere. Og det, man smed ud, den tynde brune skal, indeholdt netop det vigtigste. Historiens første »tilskud« var risens affald.
I dag er thiamin kendt for at bidrage til normal energiomsætning, til nervesystemets normale funktion og til normal hjertefunktion. Man finder det i fuldkorn, bælgfrugter og svinekød. Hos Herba Barona i Paris ser vi det på mange etiketter, ofte i selskab med sine søstre fra B-gruppen.
Den hvide ris var perfekt. Hvid, skinnende og næsten tom. Der skulle høns og en stædig kok til for at minde os om en helt enkel sandhed: det mest værdifulde gemmer sig nogle gange i det, man fjerner.