Forside › Podcast › Billedet fra for tyve år siden
Billedet fra for tyve år siden
Afsnittet er på fransk. Hele teksten kan læses nedenfor på dansk.

Afsnittets tekst
Velkommen til Herba Barona, butik med kosttilskud i Paris. Hvert afsnit fortæller en historie, som de færreste kender rigtigt, og du går herfra med én ting at huske. I dag fortsætter vores serie om mitokondrierne med det emne, ingen bryder sig om at se i øjnene: tiden, der går.
Spejleksperimentet
Prøv eksperimentet. Find et billede af dig selv fra for tyve år siden. Se på det. Se så på dig selv i et spejl.
Hvad har ændret sig, helt præcist? Huden, lidt. Trækkene, lidt. Intet dramatisk fra det ene år til det andet — og alligevel, lagt sammen, er der sket noget. Det noget har et navn, du kender godt, men ikke dér hvor du venter det: rust.
Rusten
Ja, rust. Den samme kemi, der æder et karrosseri, æder, meget langsomt, en celle. Den skyldige er den samme: ilten. Vi har brug for den for at leve, men det er en brutal partner — den river elektroner af alt, hvad den møder. Når den løber løbsk, danner den det, vi kalder frie radikaler: ustabile molekyler, der skader alt på deres vej, også vores dyrebare genetiske opskrifter. Forskere har i øvrigt lavet forsøget: mus opdrættet i iltberiget luft ældes mærkbart hurtigere. For meget ild i brændeovnen, og så er det huset, der brænder.
Men hvor foregår hovedparten af denne ildens kemi? I mitokondrierne, vores cellers kraftværker. Det er dér, ilten bruges, tæmmes, omdannes til energi. Et ungt mitokondrie i form er en vel styret ild: meget energi, meget få gnister. Et træt mitokondrie er det modsatte: mindre energi… og flere gnister. Flere frie radikaler. Mere rust.
Alle veje fører til mitokondrierne
Og det er dér, aldringens videnskab gjorde en fascinerende opdagelse. En videnskabelig artikel sammenfattede den i en titel, der er blevet berømt: »Aldring: alle veje fører til mitokondrierne.« Uanset hvilken teori man trækker i — genernes slid, betændelsen, ophobningen af affald — så ender man altid hos dem, når man ruller tråden op.

Mitofagien
Men kroppen stod ikke uden forsvar. Den har opfundet et system af vanvittig elegance: mitofagien. Bogstavelig talt »at spise mitokondrier«. Med jævne mellemrum inspicerer cellen sin kraftværkspark, sporer de mest trætte — dem, der sprøjter flere gnister end energi — piller dem fra hinanden, genbruger delene og bygger nye. Et permanent syn, med ophug og fabrik indbygget.
Det, der holder sorteringen i gang
At ældes godt handler i bund og grund mest om det: at holde denne sortering i gang. Og det, der holder den i gang, har intet mystisk over sig — det er endda afvæbnende banalt. Regelmæssig fysisk aktivitet, som stimulerer fornyelsen. Søvnen, i takt med dag og nat, som før skærmene. En tallerken med rå råvarer, ikke forarbejdet mad, med rigtige farver i. Og så lidt som muligt af det, der tilstopper: tobak, overdrivelser, forurening når man kan undgå den.
Hippokrates anbefalede allerede alt dette for to tusind fire hundrede år siden, uden nogensinde at have set et mitokondrie.
Billedet fra for tyve år siden kommer ikke tilbage. Men det om tyve år er endnu ikke taget.
Det var et afsnit af podcasten Herba Barona, optaget i Paris. På gensyn.