Maratonløberens mur

Afsnittets tekst

Velkommen til Herba Barona, butik med kosttilskud i Paris. Hvert afsnit fortæller en historie, som de færreste kender rigtigt, og du går herfra med én ting at huske. I dag fortsætter vores serie om mitokondrierne: sporten. Og en historie, som alle løbere kender.

Den tredivte kilometer

Alle maratonløbere kender den. Den kommer omkring den tredivte kilometer. Man kalder den »muren«.

En løber, der havde det godt, jævnt skridt, klart hoved, og pludselig, på nogle hundrede meter, bliver benene til beton, hjernen går i tåge, hvert skridt bliver en forhandling. Det er ikke almindelig træthed. Det er et nedbrud. Et brændstofnedbrud.

Og for at forstå, hvad der sker, må vi ned i musklen, helt ned til cellens kraftværker: mitokondrierne.

To brændstoffer

En muskel, der arbejder, er en forbruger af ATP, kroppens energimønt. Når du bevæger armen, bruger du milliarder af ATP-molekyler. Og ATP kan ikke lagres: det skal fremstilles løbende, i selve det øjeblik det bruges. Det er mitokondrierne, der står for det, med to hovedbrændstoffer: sukkeret, hurtigt men begrænset — og fedtet, et enormt lager, men langsommere at forbrænde.

Maratonløberens mur er det øjeblik, hvor sukkerlagrene slipper op, og kroppen skal skifte over til fedtet. Hos den dårligt forberedte løber går skiftet skidt. Hos den trænede løber går det glat. Forskellen mellem de to? I høj grad… antallet af deres mitokondrier og deres kvalitet.

Mitokondriel biogenese

For det er dét, der er udholdenhedens bedst bevarede hemmelighed: træningen bygger ikke bare muskler. Den får dine muskelceller til at bygge nye mitokondrier. Fænomenet har et smukt navn: mitokondriel biogenese. Bogstavelig talt: nye kraftværkers fødsel. Hver lidt længere tur, hver træning hvor du er let forpustet, men kan holde til det, sender det samme budskab til musklerne: »Vi mangler kraftværker. Byg.« Og musklen adlyder. En udholdenhedsatlet kan i de samme muskelfibre have en mitokondrietæthed, der langt overstiger en stillesiddende persons.

Det er derfor, en begynder lider dér, hvor en øvet spadserer. Det er ikke et spørgsmål om vilje. Den ene kører med et landsbyværk, den anden med en hel national kraftværkspark.

Begge veje

Og det omvendte gælder også. Inaktivitet får parken til at svinde. Nogle ugers fuldstændigt stop, og kraftværkerne pilles ned — kroppen beholder ikke det, der ikke bruges. Den gode nyhed er, at døren åbner begge veje, i enhver alder: rask gang, cykling, svømning, at tage trapperne… alt, hvad der gør en lidt forpustet, regelmæssigt, sætter byggeriet i gang igen.

Når det kommer til stykket, er udholdenhedstræning måske den eneste menneskelige aktivitet, hvor man bogstavelig talt bygger energi til senere.

Muren ved den tredivte kilometer har ikke rykket sig. Men jo større din kraftværkspark er… jo længere væk rykker muren.

Det var et afsnit af podcasten Herba Barona, optaget i Paris. På gensyn.