Dagen, da C-vitamin næsten kom til at hedde ignose

Afsnittets tekst

Forestil dig det. Du har lige opdaget et molekyle, som hele menneskeheden har brug for. Det skal have et navn. Du tænker længe over det. Og så foreslår du, helt alvorligt: »ignose«. Her er den sande historie om dagen, da C-vitamin næsten kom til at bære kemiens mest ærlige navn.

Cambridge, et afvist navn

Slutningen af 1920'erne, Cambridge i England. En ungarsk forsker, Albert Szent-Györgyi, studerer et svimlende spørgsmål: hvordan forbrænder vores celler deres brændstof? Mens han roder i binyrer fra okse, to små kirtler oven på nyrerne, isolerer han et mærkeligt stof. En slags syre, i familie med sukkerstofferne. Han aner ikke, hvad den bruges til.

Så tager han konsekvensen. Han kalder den »ignose«. »Ignosco« betyder »jeg ved det ikke« på latin, og »-ose« er endelsen på sukkerstoffer. Tidsskriftets redaktør afviser det. Szent-Györgyi insisterer med »godnose«: »Gud alene ved det«. Afvist igen. Det ender med et fornuftigt, gråt navn: hexuronsyre. Det er ham selv, der senere fortæller anekdoten, tydeligt henrykt.

Der er stadig et problem. Af oksebinyrer får man kun smuler af stoffet. Det er umuligt at komme til bunds i det. I 1931 vender Szent-Györgyi hjem til Ungarn, til Szeged, og går sammen med en ung forsker fra Amerika, Joseph Svirbely. Sammen tester de deres syre på marsvin, de små dyr, der ligesom os ikke selv kan danne C-vitamin.

I 1932 falder dommen. Hexuronsyren er den berømte faktor mod skørbug. Stoffet, som sømænd havde manglet i århundreder. C-vitaminet selv. En amerikansk kemiker, Charles Glen King, gør krav på den samme opdagelse næsten samtidig: striden om, hvem der kom først, bliver lang og bitter.

Paprikaen fra Szeged

Men der skal stadig bruges store mængder. Og her kommer paprikaen ind i billedet. Szeged er Ungarns hovedstad for mild paprika. Det fortælles, at Szent-Györgyi en aften slet ikke havde lyst til at spise de peberfrugter, der blev serveret til middag, og tog dem med på laboratoriet. Den mere seriøse version er knap så romantisk: hans forråd var brugt op, og han testede frugt efter grøntsag uden held. I efteråret 1932 prøver han paprika.

Jackpot. Den røde peberfrugt er med hans egne ord en sand guldmine af C-vitamin. På en uge udvinder laboratoriet cirka halvandet kilo rene krystaller. Szent-Györgyi sender dem til kolleger over hele verden, blandt andre den engelske kemiker Walter Haworth, som opklarer deres struktur.

Og navnet? I 1933 foreslår de to mænd »askorbinsyre«. »A«, der betyder uden, og »skorbut«, skørbug. Syren mod skørbug. Efter »jeg ved det ikke« og »Gud alene ved det« er der endelig et navn, der fortæller noget.

Ét molekyle, to Nobelpriser

I 1937 hædrer Sverige begge forskere: Szent-Györgyi får Nobelprisen i medicin, Haworth Nobelprisen i kemi. Samme efterår. Ét molekyle, to Nobelpriser. En flot revanche for et stof, som opdageren først havde opkaldt efter sin egen uvidenhed.

I dag møder du det overalt. Din krop kan stadig ikke danne det selv: den får det fra frisk frugt og grønt. C-vitamin bidrager til immunsystemets normale funktion og til at mindske træthed og udmattelse, og det øger optagelsen af jern. Hos Herba Barona i Paris er det en af de vitaminer, vi bliver spurgt mest om. Næsten ingen kender dets første fornavn.

Så næste gang du læser »askorbinsyre« på en etiket, så husk det. Det var kun en redaktør, der forhindrede, at du i stedet kunne have læst, med store bogstaver: »jeg ved det ikke«.